Karin Due Bruun – speciallæge, ph.d. og specialist i kroniske smerter

Jeg blev speciallæge i almen medicin i 2006 og fik kort tid efter egen praksis i Odense. Det var her, min interesse for kroniske smerter for alvor begyndte.

Jeg mødte mange patienter med langvarige smerter, som følte sig opgivet eller ikke oplevede at have fået en forklaring, der gav mening. Jeg så, hvor meget smerterne påvirkede deres hverdag, og fik et stærkt ønske om at kunne hjælpe bedre. Min lægeuddannelse havde ikke rustet mig tilstrækkeligt til den opgave, så jeg begyndte selv at søge mere viden.

Jo mere jeg lærte om smerter, desto mere optaget blev jeg af området. Efter fem år i almen praksis valgte jeg derfor at forlade min egen lægepraksis for at specialisere mig i kroniske smerter.

Karin Due Bruun, speciallæge og ph.d. i kroniske smerter

Min tilgang til smertebehandling

Jeg er særligt specialiseret i udredning og behandling af kroniske komplekse smerter og fibromyalgi.

Når smerter har stået på gennem længere tid, er der sjældent én enkel forklaring eller én behandling, der løser problemet. Smerterne påvirkes af et samspil mellem kroppen, nervesystemet, vores reaktioner på smerterne og de belastninger, vi møder i hverdagen.

Det særlige ved et forløb hos mig er, at jeg kombinerer min specialiserede lægefaglige viden om smerter med min viden og uddannelse inden for psykologisk smertebehandling.

Vi går grundigt til værks fra starten. Jeg hjælper dig med at forstå, hvilke mekanismer der kan være med til at skabe, fastholde eller forstærke dine smerter, og sammen ser vi på, hvad der kan påvirkes.

Der findes ikke nogen hurtig løsning på komplekse smerter. At få det bedre er som regel en proces, der tager tid og kræver en aktiv indsats. Min opgave er at give dig den faglige viden, rådgivning og støtte, du har brug for undervejs, så du gradvist kan få større forståelse for og kontrol over dine smerter.

Karin Due Bruun i Klinik for Komplekse Smerter

Min lægefaglige baggrund

Smertebehandling er ikke et selvstændigt lægeligt speciale. Jeg er speciallæge i almen medicin, og min faglige specialisering i kroniske smerter bygger på mange års klinisk arbejde, forskning og efteruddannelse inden for området.

Jeg har 14 års erfaring som overlæge ved forskellige tværfaglige smertecentre, hvor jeg har haft ansvar for mere end 2.000 patientforløb. Jeg har forsket i kroniske smerter gennem 10 år og har en ph.d. i udredning og behandling af fibromyalgi.

Jeg har desuden den nordiske diplomuddannelse i specialiseret smertebehandling og en bred uddannelse inden for psykologiske og terapeutiske metoder til behandling af langvarige smerter, herunder Intensiv Korttids Dynamisk Psykoterapi (ISTDP).

Min erfaring omfatter derfor både den lægefaglige udredning af smerter og arbejdet med de mekanismer og mønstre, der kan have betydning for, hvordan langvarige smerter udvikler sig og fastholdes.

Forskning, undervisning og faglige bidrag

Jeg brænder både for selv at blive klogere på smerter og for at gøre den nyeste viden mere tilgængelig for patienter og sundhedsprofessionelle.

Jeg har forsket i kroniske smerter i 10 år og har ud over min ph.d.-afhandling medvirket til mere end 20 videnskabelige publikationer i internationale tidsskrifter.

Gennem årene har jeg undervist læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, kiropraktorer og andre sundhedsprofessionelle i smertevidenskab, udredning og smertebehandling. Jeg har også undervist på både universitetsniveau og i forbindelse med lægelig efter- og videreuddannelse.

Jeg er medlem af bestyrelsen i Dansk Smerteforum, som arbejder med viden og faglig udvikling på smerteområdet. Jeg har desuden deltaget i en arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen, hvor jeg var med til at udvikle en national retningslinje for udredning af kroniske smerter til praktiserende læger.

 

Jeg har gennem flere år samarbejdet med blandt andre Gigtforeningen og Fibromyalgi- og Smerteforeningen om formidling og foredrag. I 2019 modtog jeg Fibromyalgi- og Smerteforeningens ærespris.

Jeg skriver desuden om smerter til faglige medier og sundhedsfaglige opslagsværker. Jeg er blandt andet forfatter på Medicin.dk, hvor jeg bidrager med fagligt indhold om blandt andet kroniske smertetilstande og smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv.

Fra 2024 til 2026 var jeg desuden redaktør og forfatter på Smerteinfo.dk og har medvirket som forfatter til et lærebogskapitel om smertesensibilisering og generaliserede smertetilstande.

Karin Due Bruun uden for klinikken

Uden for klinikken

Jeg bor i hjertet af Odense sammen med Jan. Når jeg ikke arbejder med smerter og behandling, holder jeg af at bruge byens caféer og kulturelle tilbud eller gå en tur langs Odense Å.

Ferier foregår ofte i vores autocamper, hvor jeg nyder at finde små steder tæt på naturen og gerne vandet. For mig er ferie det enkle liv uden alt for mange planer.

Jeg holder også meget af at lave god mad til familie og venner. Og når jeg trænger til at få tankerne lidt på afstand, finder jeg gerne racercyklen frem.

CV – uddannelse, erfaring og faglige kvalifikationer

Lægefaglig uddannelse

  • 2024: Ph.d.-afhandling om udredning og behandling af generaliserede smerter (fibromyalgi), Syddansk Universitet.
  • 2014: Nordisk diplomuddannelse i specialiseret smertebehandling.
  • 2006: Speciallægeuddannelse i almen medicin.
  • 1998: Medicinsk embedseksamen, Syddansk Universitet.

Lægefaglig erfaring

  • 2026 – fortsat: Ejer af Klinik for Komplekse Smerter i Odense.
  • 2014–2025: Overlæge på Smertecenter Syd i Odense.
  • 2013–2014: Overlæge på Smertecenteret i Middelfart.
  • 2012–2013: Overlæge på Smertecenteret i Give/Grindsted.
  • 2007–2011: Praktiserende læge i Odense.

Uddannelse i Intensiv Korttids Dynamisk Psykoterapi (ISTDP)

  • 2024 – fortsat: Core-forløb ved Bjarne Thannel.
  • 2024: Det 1. danske ISTDP-seminar.
  • 2022: Grunduddannelse ved Bjarne Thannel.
  • 2021: 3-dages seminar ved Allan Abbass.
  • 2020 – fortsat: Løbende supervision og egenterapi i metoden.

Terapeutisk efteruddannelse

  • Pain Reprocessing Therapy (PRT), certificeret i metoden.
  • Kognitiv Funktionel Terapi (CFT), workshop med Pete O’Sullivan.
  • Kognitiv adfærdsterapi (KAT), introduktions- og fordybelseskurser.
  • Acceptance and Commitment Therapy (ACT), introduktions- og fordybelseskurser samt flere seminarer.
  • Mindfulness, 8 ugers MBSR-kursus ved Jacob Piet og workshop ved Jon Kabat-Zinn.

Undervisning, formidling og forskning

  • Forfatter af smerteafsnit på Patienthåndbogen.dk, Lægehåndbogen.dk, Promedicin.dk og Minmedicin.dk. Se min forfatterprofil på Medicin.dk.
  • Medforfatter af lærebog om reumatologi med kapitel om smertesensibilisering og generaliserede smertetilstande.
  • Artikler om udredning og håndtering af langvarige smertetilstande i blandt andet BestPractice Nordic, iPraksis og Månedsskrift for Praktisk Lægegerning.
  • Redaktør og forfatter på Smerteinfo.dk.
  • Medlem af bestyrelsen i Dansk Smerteforum og deltager i en arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen.
  • Undervisning af læger og andre sundhedsprofessionelle, på specialist- og speciallægeuddannelser samt på universitetet.
  • Foredrag for blandt andre Gigtforeningen, Ulykkespatientforeningen og Fibromyalgi- og Smerteforeningen.
  • Forskningssamarbejder med mere end 20 publikationer i internationale videnskabelige tidsskrifter.
  • 2019: Modtager af Fibromyalgi- og Smerteforeningens ærespris.
Skriv